Ni lokale foreninger og initiativer modtager fondsmidler

Ni lokale foreninger og initiativer modtager fondsmidler. Pengene er uddelt af Fonden bag Andelskasserne i område Nord (Foto: Danske Andelskassers Bank)
dato

Ni lokale foreninger og initiativer i Viborg Kommune har modtaget 122.650 kr., som de kan bruge til lokale aktiviteter til glæde for lokalsamfundene. Pengene er uddelt af Fonden bag Andelskasserne i område Nord.

Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet. Fonden bag Andelskasserne i område Nord har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til ni initiativer i Viborg Kommune.

Modtagerne er:

  • Alhedens Idrætsforening modtager 25.000 kr. som tilskud til etablering af to padelbaner i Frederiks.
  • Hedens Golfklub får 18.000 kr., der skal bruges til indkøb af nye golfsæt til undervisningsbrug.
  • KFUM-Spejderne Langsø-Gruppe modtager 10.000 kr. til opstart af familiespejder for 3-6-år og deres forældre’.
  • Vammen Kultur- og Forsamlingshus modtager 23.400 kr. til projektet ’Udvidelse af aktiviteter i nærområdet’.
  • IF Trojka får 8.000 kr. til initiativet ’Fællesskab, udvikling og den gode tone’.
  • IF Trojka modtager også 3.250 kr. til initiativet ’Banko til glæde og gavn’.
  • Asmild FH (Overlund GF Håndbold) modtager 10.000 kr. til dommerbord og harpiksbord til deres nye hjemmebane.
  • Ørum IF får 15.000 kr., der skal gå til udendørs padelbane i Ørum.
  • Houlkær Fodboldklub modtager 10.000 kr. til projektet ’Fart over fællesskabet’.

Det glæder Pia Viller Arendt, som er næstformand for Fonden bag Andelskasserne i område Nord, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.

”Sammen med resten af bestyrelsen i Fonden for Andelskasserne i område Nord glæder det mig at kunne bidrage til at understøtte initiativrige ildsjæle og deres spændende projekter i lokalområdet. Det er fantastisk at opleve, hvordan uddeling af fondsmidler kan være med til at fremme sociale, kulturelle og kreative fællesskaber – og forhåbentlig få flere med,” siger Pia Viller Arendt.

For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.

For nylig mødtes ildsjæle fra de lokale initiativer i Andelskassen i Viborg for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør for Andelskassen i Viborg, Lisbeth D. Hansen.

”Vi er stolte over at være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer. Det er dybt inspirerende at se den energi og kraft, som de her ildsjæle lægger i det lokale liv med deres projekter og aktiviteter, for det er med til at holde fællesskabet intakt – og det skaber og udbygger de gode relationer. Gode relationer betyder meget for os i Andelskassen, og jeg glæder mig over at se, hvordan fondsmidlerne bidrager til at give værdi for mange mennesker rundt i lokalsamfundene,” siger Lisbeth D. Hansen.

På Andelskassens hjemmeside andelskassen.dk/om-banken/organisation-og-ledelse/fonde/fonden-for-andelskasserne-i-omraade-nord/ kan man holde sig orienteret om ansøgningsfristen for næste uddeling af støttemidler. Her finder man også ansøgningsskema og yderligere information om, hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde.

Kilde: Danske Andelskassers Bank A/S
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.