Borgere i Tindbæk, Løvskal og Vindum skal koge vandet

dato

Borgere i Tindbæk, Løvskal og Vindum skal koge vandet på grund af mindre forureninger af drikkevandet. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at vandet koges, indtil yderligere prøver viser, at vandet igen er sikkert at drikke.

Borgere i Tindbæk, Løvskal og Vindum skal koge vandet, da der er fundet mindre forureninger af drikkevandet i de områder, som forsynes af Tindbæk og Vindum vandværker samt det lille Vinkel Sdr. Sogns Vandværk. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at vandet koges, indtil yderligere prøver viser, at vandet igen er sikkert at drikke.

Ifølge sektionsleder Susanne Aborgser fra Styrelsen for Patientsikkerhed ser styrelsen nu generelt på landsplan flere tilfælde af drikkevandsforurening med bakterier, som sandsynligvis skyldes sensommerens ekstreme regnhændelser.

Vindum Vandværk

Torsdag den 19. september blev der fundet bakterier i vandet fra Vindum Vandværk. Der er fundet for høje værdier af coliforme bakterier og tarmbakterier (enterokokker). Selvom der kun er fundet små mængder af bakterier, anbefales det, at man koger vandet for en sikkerheds skyld. Vindum Vandværk har informeret lokalsamfundet via lokale Facebook-grupper og på deres hjemmeside. Alle brugere modtager desuden et brev med kogeanbefaling direkte i e-boks. Vandværket har bestilt opfølgende prøver og skal i gang med teknisk tilsyn.

Tindbæk Vandværk

Lørdag den 14. september blev der fundet bakterier i vandet fra Tindbæk Vandværk. Der er fundet for høje værdier af coliforme bakterier og E-coli bakterier. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at borgere i Tindbæk og Løvskal koger vandet. Nye vandprøver er taget, og resultaterne forventes klar tirsdag den 24. september. Tindbæk Vandværk arbejder på at etablere et UV-anlæg, som kan fjerne bakterier fra drikkevandet. Forberedelserne til UV-anlægget vil medføre en midlertidig afbrydelse af vandforsyningen torsdag den 19. september mellem kl. 10.00 og kl. 13.00.

Vinkel Sdr. Sogn Vandværk

Der er en mindre vandforurening, som berører de 11 forbrugere, der er tilsluttet Vinkel Sdr. Sogn Vandværk. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at forbrugerne koger vandet. Alle brugere er informeret direkte via e-boks og vil få besked, så snart anbefalingen om at koge vandet ophæves.

For mere information kan man besøge Viborg Kommunes hjemmeside.


https://viborg.dk//om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/borgere-i-tindbaek-loevskal-og-vindum-skal-koge-vandet/
Kilde: Viborg Kommune