Med den nye lokalplan ønsker Byrådet at fastlægge rammerne for kolonihaveområderne, så områdets anvendelse som kolonihave fastholdes, og der skabes ensartede retningslinjer for bebyggelsens placering, omfang og udseende.
Lokalplanen udlægger området til rekreative formål som kolonihaver. Dermed fastholdes områdets grønne karakter, og der fastsættes bestemmelser for, hvordan bebyggelsen må opføres og placeres.
Det tilhørende kommuneplantillæg betyder, at et afsnit om bebyggelsens omfang fjernes fra kommuneplanrammen. Fremover vil den detaljerede regulering ikke indgå i kommuneplanen, og planrammens afgrænsning følger nu lokalplanområdet.
For yderligere information om beslutningen henvises til sag nr. 14 i Økonomi- og Erhvervsudvalget 18. marts 2026.
Alle med en retlig interesse i afgørelsen har mulighed for at klage over beslutningen. Det er dog kun retlige spørgsmål, der kan påklages efter planlovens bestemmelser. Klagefristen er 4 uger fra datoen for afgørelsen, og klager skal sendes digitalt via Klageportalen, som kan tilgås på www.naevneneshus.dk. Der opkræves et gebyr for klagen, som betales med betalingskort i Klageportalen. Ved særlige forhold kan der søges om fritagelse for digital indsendelse.
Vil man indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ske inden seks måneder fra modtagelse.