Viborg midtby befinder sig i en periode med langsigtet udvikling, hvor målet er at skabe mere liv og attraktivitet – især i hverdagene. For at understøtte denne proces er et nyt Midtbyråd nu etableret. Rådet spiller en central rolle i at omsætte udviklingsplanerne til konkrete initiativer og projekter, der udvikler midtbyen.
Midtbyrådet samler centrale aktører, der alle har betydning for midtbyens udvikling. Dets hovedopgaver er at skabe fælles retning, styrke samarbejdet og sikre fremdrift i de mange indsatser. For at lykkes med dette skal kommunen arbejde tæt sammen med både erhvervsliv, kulturliv og øvrige aktører, der har en rolle i midtbyen.
Udviklingsplanen, som blev vedtaget af byrådet i august 2025, omfatter både små og store tiltag, der samlet set skal gøre midtbyen til et endnu bedre sted at bo, arbejde og opholde sig i. Midtbyrådet opererer på et strategisk niveau og forventes at mødes fire gange om året. Der vil desuden blive nedsat netværks- og projektgrupper, som arbejder konkret med forskellige initiativer. Interesserede får her mulighed for at engagere sig og bidrage til realiseringen af planerne.
Rådet består af repræsentanter fra politik, erhvervsliv, ejendomssektoren, kultur- og oplevelseslivet samt borgere og brugere af midtbyen. Blandt deltagerne er borgmester Katrine Fusager Rohde, medlemmer af Teknisk Udvalg og Kultur- og Fritidsudvalget, samt aktører fra blandt andet Døssing Ejendomme, Viborg Bolig og Erhverv, ERIK Arkitekter, Nybolig, Sct. Mathias Centret og Viborg Ungebyråd.
Midtbyrådet er således bredt sammensat og repræsenterer mange af de interesser, der er væsentlige for byens forsatte udvikling.