Viborg Byråd godkendte den 24. juni ansættelsen af Heidi Johannesen i en nyoprettet stilling som borgerrådgiver. Med denne ansættelse ønsker byrådet at fremme dialogen mellem borgere og kommune samt understøtte retssikkerhed og skabe mere sammenhæng for både borgere og virksomheder.
Heidi Johannesen, der er bosiddende med sin familie i Ulstrup, er uddannet Cand.jur. og kommer fra en lignende stilling som borgerrådgiver i Favrskov Kommune. Hun har 20 års erfaring som jurist og leder fra forskellige job i blandt andet Randers Kommune og Region Nordjylland.
I sin nye rolle i Viborg Kommune skal Heidi Johannesen rådgive og vejlede borgere, varetage tilsyn med den kommunale administration samt fungere som bindeled mellem borgere, virksomheder, politikere og forvaltning.
Borgerrådgiverens hovedopgaver bliver blandt andet at guide borgere og virksomheder i kontakten med Viborg Kommune, fremme dialogen mellem parterne, bidrage til læring internt i kommunen, gøre borgerrådgiverfunktionen mere synlig samt udarbejde en årlig beretning til byrådet.
Borgerrådgiverfunktionen er uafhængig af den kommunale forvaltning, og fra september får Heidi Johannesen mulighed for at forme og synliggøre rollen. Allerede fra slutningen af august kan borgere og virksomheder tjekke https://viborg.dk for information om kontakt til Heidi Johannesen og indholdet af hendes arbejde.