Viborg Byråd har igangsat idéfasen for planlægning af et friplejehjem i den østlige del af Hammershøj ved Randersvej. Formålet er at udlægge et nyt område til almen service i Kommuneplan 2025-2036.
Alle interesserede har mulighed for at indsende idéer og forslag til, hvordan området bør udvikles. Sidste frist for indsendelse af forslag er torsdag den 16. april 2026 via boksen "Indsend dit høringssvar".
En lokalborgerforening ønsker at opføre et friplejehjem med 38 boligenheder. Opførelsen kræver ny planlægning for det ca. 2 ha store område i Hammershøjs østlige del. Planlægningen omfatter etablering af støjdæmpende foranstaltninger langs Randersvej samt fælles opholdsarealer med fokus på aktivitet og biodiversitet. Adgang til området forventes at ske via en ny forbindelse fra den eksisterende rundkørsel på Randersvej.
Området er i Kommuneplan 2025-2036 udlagt til erhvervs- og rekreativformål i rammeområder HAMM.E1.04 og HAMM.R1.03, og det er nu Byrådets hensigt at omdanne området til almen service. Der skal desuden udarbejdes en lokalplan.
Idéer og forslag kan blandt andet omhandle særlige forhold i området, områdets ønskede karakter, indretning, trafikforhold eller andre relevante anvendelser.
Når idéfasen afsluttes, vil Viborg Kommune vurdere alle indkomne forslag og træffe beslutning om det videre planlægningsforløb. Hvis processen fortsætter, sendes forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og eventuel miljørapport i offentlig høring i mindst 8 uger, hvor borgere igen kan kommentere, før endelig beslutning tages af Byrådet.
Se flere oplysninger om sagen på sag nr. 16 i Økonomi- og Erhvervsudvalget 18. marts 2026.