Dialogmøde sætter fokus på Møllehøjskolens pladsproblemer og mulige løsninger

Foto: Viborg Kommune.
dato

Børne- og Ungdomsudvalget inviterer til dialogmøde om pladsudfordringerne på Møllehøjskolen onsdag den 12. august kl. 19.00-21.00 i Møllehøjhallen.

Mødet har til formål at indsamle forslag til mulige løsninger på de kommende års kapacitetsudfordringer, som udvalget kan arbejde videre med. Møllehøjskolen har igennem en årrække haft flere elever end skolens kapacitet tillader. Til skoleåret 2024/25 er der etableret en midlertidig pavillonløsning, som dækker behovet frem til og med skoleåret 2026/27.

Børne- og Ungdomsudvalget ønsker at sikre en bæredygtig og langsigtet løsning på skolens kapacitetsproblemer. Udvalget planlægger at tilpasse skoledistriktet, så det matcher kapaciteten for den nuværende 2-sporede skole. Samtidig lægges der vægt på at genetablere rammerne for en pædagogisk, arbejdsmiljømæssig og økonomisk bæredygtig skole.

Dialogmødet er baseret på to hovedforslag: En ændring af skoledistriktsgrænsen, så hele Arnbjerg fra skoleåret 2027/28 overgår til Søndre Skole, samt at den midlertidige pavillonløsning på Møllehøjskolen, der ophører i 2027, ikke forlænges.

Alle fremmødte kan kommentere udvalgets forslag samt bidrage med andre idéer til løsninger. Workshop-formatet med arbejdsstationer skal sikre mulighed for at give konkrete input, som vil indgå i det videre arbejde.

For yderligere information kan baggrundsmateriale om pladsudfordringerne og mulige løsninger læses her: Læs baggrundsmateriale med fakta og forslag til forskellige løsninger.

Mødet er åbent for alle, men kræver tilmelding af hensyn til den praktiske afvikling. Tilmeld dig dialogmødet her.

Efter dialogmødet vil Børne- og Ungdomsudvalget udarbejde et konkret forslag, som forventes sendt i offentlig høring efter udvalgsmødet i september.

https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/viborg-kommune-inviterer-til-dialogmoede-om-moellehoejskolens-mangel-paa-plads/

Kilde: Viborg Kommune
Mest læste artikler