Nye udendørs undervisningslokaler skal styrke naturfag og trivsel på tre skoler i Viborg kommune

Foto: Viborg kommune.
dato

En bevilling fra Villum Fonden betyder, at skolerne i Mønsted, Vestfjends og Stoholm får nye udendørs undervisningslokaler, hvor eleverne kan lære naturfag i praksis.

Når eleverne på skolerne i Mønsted, Vestfjends og Stoholm fremover skal lære om eksempelvis vind, vejr og energi, bliver det ikke kun via bøger og tavleundervisning. Undervisningen rykker udenfor med hænderne i jorden og frisk luft i næsen.

Med en bevilling på fire millioner kroner fra Villum Fonden bliver det nu muligt at etablere udendørs undervisningslokaler på de tre skoler. Lokalerne bliver udstyret med arbejdsborde, bålfaciliteter, grovkøkken samt udstyr til naturfaglige eksperimenter.

Projektet giver eleverne muligheder for at eksperimentere, undersøge og opleve naturfagene tæt på virkeligheden. Det skal styrke deres forståelse for sammenhænge i naturen gennem praktiske forsøg, f.eks. med solceller eller målinger af vind og vejr.

Indsatsen er i tråd med Viborg Kommunes ambition om at udvikle folkeskolerne, skabe plads til flere læringsformer og styrke elevers trivsel. Ifølge Børne- og Ungdomsudvalget bygger projektet på erfaringen med, at børn lærer på mange måder, og at de nye faciliteter styrker fordybelse, samarbejde og nysgerrighed blandt eleverne.

De udendørs undervisningslokaler ventes at stå klar til brug i foråret 2028.

Læs mere om skolerne i Viborg Kommune her: https://viborg.dk/borger/skole-og-uddannelse/skole/folkeskolen-det-naturlige-valg/skoler-i-viborg-kommune/

Har du brug for yderligere oplysninger, kan du kontakte Katrine Fusager Rohde, formand for Børne- og Ungdomsudvalget, på telefon 24 75 66 64 eller mail kroh@viborg.dk. Skoleleder på Mønsted Skole, Søren Borup, kan kontaktes på mail sb1@viborg.dk.

https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/udendoers-undervisningslokaler-paa-vej-til-tre-skoler-i-viborg-kommune-14641297/

Kilde: Viborg Kommune